Druidernes grundprincipper


Som sagt tidligere, så lever druiderne ikke efter et fast regelsæt eller hellige tekster. I stedet har de nogle værdier og grundprincipper. Det betyder ikke at man ikke kan være druide, hvis ikke man er 100% enig i alle grundprincipperne. Men det er nok de principper der går igen de fleste steder, enten dem alle eller et udvalg af dem. Jeg har prøvet at samle dem fra flere forskellige steder, så det er ikke sikkert du vil finde nøjagtig de samme værdier og principper alle steder.
Oftest er det nogle principper de fleste druider er enige om, og deler.

Naturen:
- Jeg tror jeg med sikkerhed kan sige at alle druider elsker naturen. De elsker at tilbringe tid i den, lære af den, arbejde med den og føle den. De føler en dyb forbindelse med hele naturen, både planter og træer, men også floden, stenene og dyrene. Det kan være landskabet, bjerget, dalen eller bakketoppen. Alt.
På den måde lever de ret animistisk, da flere druider tror på der er liv og sjæl i naturen omkring os. Druiderne respekterer og ærer naturen omkring dem, og mange druider lever på en måde, der er godt for miljøet eller naturen. I hvert fald så godt som de kan, og har mulighed for.
De ønsker ikke at skade naturen og alt der lever i den. De ønsker at leve i harmoni med den, at forstå den, uanset om det er stort eller småt. De prøver at leve i fred med naturen, men samtidig også leve af den, da vi jo skal have mad. Derfor er det heller ikke et krav at være vegetar, bare fordi man er druide, selv om mange måske er det. Til gengæld kan man nøjes med det man har brug for, i stedet for at drive rovdrift. Vi kan have fokus på dyrevelfærd og økologi, i forhold til det vi spiser.
Ved at skade naturen, skader man sig selv. Man skader fremtiden.
Man kan opleve naturen igennem årstiderne, og ved at følge årshjulet. Vinter, forår, sommer og efterår. Man kan holde øje med hvordan naturen forandres, udvikles, syner hen og genopstår for hver årstid. I det er der meget læring at få, og en forbindelse mange har tabt i dag, i alt vores teknologi, betonhuse og travle hverdag i hamsterhjulet. Naturen er cyklisk, og det er livet også.

Spiritualitet:
- For nogle druider handler det også om at genfinde vores spiritualitet, og få forbindelse igen til det spirituelle. Det spirituelle er også i naturen, i den animistiske tilgang. Og ved at genfinde vores forbindelse til naturen, kan man også genfinde sin forbindelse til det spirituelle. Det mener nogle druider vi har haft før, men er kommet væk fra. Nu skal det findes igen, læres igen.

Lærdom:
- Druider søger forståelse og viden. Det kan være om hvad som helst, men pointen er at uden viden kan du ikke gøre noget bedre, du kan ikke lære fra dig og du kan ikke forstå. Det er den viden de gamle keltere eller vores forfædre havde, som vi skal huske eller genfinde. Det er igen også forbundet med spiritualitet og naturen. Jo mere du lærer om begge dele, jo bedre er det hele forbundet. Det handler om viden om hvordan man gør ting, viden om mennesket, om samfundet og hvordan vi kan gøre en forskel. Viden til at hjælpe naturen og jorden omkring os, såvel som andre mennesker og dyr.

Kreativitet:
- Ofte som Awen, har kreativitet en helt speciel plads for druiderne. Det er det alle skjaldene (bards) er involveret i. Sange, historier og digte.
De kreative, skjaldene, har en vigtig rolle. De videregiver historien, informationer og viden. Dette kan gøres på mange måder, og den viden kan være mange ting. Det kan både være vores mytologier og vores historie. Det kan være om menneskets oplevelser og betragtninger, eller for at vække forbindelsen til naturen omkring os igen. Det kan være for at gøre opmærksom på nogle vigtige ting omkring os, eller i os. Mulighederne er uendelige.
Vi skal dele vores kreativitet og vores fortællinger.

Kærlighed:
- En anden ting druiderne holder af er kærligheden. Det kan lyde ret lyserødt og romantisk. Men kærlighed kan være mange ting, og involvere mange ting. Der er selvfølgelig kærligheden til vores familie, vores venner og partner. Men der er også kærligheden til naturen, der er kærligheden til de ting vi elsker at lave, eller vores arbejde. Der er kærlighed for viden, for retfærdighed, for fred.
Druiderne elsker sandheden, og søger derfor visdom. Kærligheden kan være for et fællesskab og vores relationer, og det kan være en magi vi arbejder med eller omgiver os med. Det er at overgive sig helt til livet, og ved ceremonier fejre kærligheden og livet. Tit kan en kærlighed også udtrykkes ved at gøre noget praktisk.
Druider elsker træer, og mange hjælper med at plante nye træer.
Druider elsker sten, og danner sten-cirkler med dem.
Druiderne elsker dyrene og planterne, og involverer sig med dem og lærer af dem.
Druiderne elsker kroppen og seksualiteten, og forbinder sig med dem.